Vi må efterhånden have ry for spændende kampe efter vi torsdag aften leverede endnu en af disse. Efter en ellers rigtig flot start lukker vi Skovbakken mere ind i opgøret de sidste 40 minutter. Vi går til pause med en føring på 11-12, og den 1-måls føring holdt kampen ud til slutresultatet 24-25.
Det så ganske lovende ud fra starten af kampen. Der blev knoklet i forsvaret, i målet tog Nicolai Mortensen rigtig godt fra, og i den anden ende gjorde Rasmus Madsen det til 6-12 efter 23 minutter. Derfra er det dog kun Skovbakken der scorer indtil pause, hvor de får reduceret til pausestillingen 11-12.
Anden halvleg blev en hel lige affære. Kampen bølgede lidt frem og tilbage, men efter 40 minutter bragte Skovbakken sig foran for første gang i opgøret og efter 45 minutter er vi nede med 2. Hvor det var Nicolai der tog godt fra i starten af kampen, kom Frederik Hummelmose ind midt i anden halvleg og lukkede af. Det bragte os fra 19-17 til 19-23. Vi holder vores forspring hjem, og tager endnu en sejr med mindst mulig marginal – 24-25.
Med gårsdagen sejr over Skovbakken fastholder vi vores plads i toppen af tabellen. Næste opgør for vores drenge er hjemme i Klink & Jensen Arena, når vi tager imod Ajax København. Den kamp spilles søndag d. 13. oktober kl. 14.00.
Målscorer:
Sebastian Jensen 8
Mikkel Madsen 5
Jeppe Krogh 3
Rasmus Madsen 3
Nicolai Witt 3
Jonathan Sørensen 2
Marcus Abildgaard 1