Facebook

Der venter en svær opgave, når vi på søndag skal en tur nordpå for at møde topholdet Aalborg Håndbold. Så sent som i torsdags var de en tur i Ungarn for at spille EHF Champions League, hvor det blev til en knusende sejr på 41-29 over storholdet Pick Szeged.

Hvis man spørger vores cheftræner, Mads Hjortshøj, så er han også godt klar over, at der venter en meget svær kamp på søndag.
-Det er klart, at Aalborg er kæmpe favoritter på søndag, når vi møder dem. Den måde, som de går ud, og slår Pick Szeged på i EHF Champions League, viser, at de er blandt de bedste hold i Europa lige nu. Og selvom vi synes, vi har et godt hold, så er det altså ikke helt de hold, som vi sammenligner os med, fortæller Mads.

Selvom Mads Hjortshøj forudser en svær kamp, så er det også en kamp, han glæder sig til at skulle spille.
-Det bliver spændende for spillerne og hele holdet at skulle teste sig af mod et så godt hold. Vores mål er jo at drille dem så meget som muligt, så de ikke kommer for let til det. Men vi må også bare acceptere, at det er en god modstander, vi står overfor, så derfor skal vi prøve at finde nogle ting, som fungerer, og så udnytte de små muligheder vi kan finde, forsætter han. 

Desværre er det forsat et skadesplaget hold, som skal i aktion på søndag, hvilket også gør det til en ekstra udfordring, når man møder forhåndsfavoritterne til det danske mesterskab i år.
– Det er klart, at vi gerne ville have haft Jeppe Krogh og Sebastian Jensen med til sådan en kamp. Men de er altså forsat ikke til rådighed. Derudover er vi blevet ramt af endnu en skade, da vores højre fløj, Frederik Sass, måtte udgå fra en træning med en kraftig forstuvning her i ugens løb. Så det er uden tvivl tre spillere, som vi gerne ville have haft til rådighed i en så svær kamp. Men vi må rykke sammen i bussen, så vi sammen kan skaffe et acceptabelt resultat i Aalborg på søndag, slutter cheftræneren.

Der er kampstart i Aalborg søndag kl. 14.00. Kampen kan ses via tophåndbold-appen. (Husk at vælg HCM som din hjerteklub)