Facebook

Det er næsten en uge side vi gæstede HC Odense i en blandet kamp, hvor vi specielt er godt tilfredse med anden halvleg. Nu venter årets sidste kamp, når vi slutter 2019 hjemme i Klink & Jensen Arena, når TM Tønder gæster Herning.

Et flot efterår går på hæld, hvor det senest er blevet til 4 dejlige point på to svære udebaner. I sæsonens 14 første kampe har vi samlet 20 point sammen, og det er lige nu nok til, at vi er alene på rækkens 2. plads. Der er 4 point op til 1. pladsen og kun 2 point ned til nr. 3, 4 og 5.

Om det første halve år fortæller stregspiller Kasper Didriksen:

”Første del af sæsonen har været over al forventning, hvis man spørger mig. Jeg tror ikke nogen havde regnet med at se os på en 2. plads efter første halvdel af sæsonen. Så vi må håbe, at vi kan holde samme niveau gennem anden halvdel af sæsonen.”

Året slutter af med et brag, når vi får besøg af TM Tønder. Lørdagens modstander var yderst tæt på at rykke op i ligaen før sommerferien, hvor det kun var små marginaler som afgjorde at de forblev i 1. division. I denne sæson er de pt at finde på rækkens 13. plads, og har undervejs skiftet ud på trænerposten.

Kasper fortæller videre:

”Jeg synes, at vores chancer er store, da det er på vores hjemmebane. Men selvom det er os, der har skrabet flest point sammen indtil videre, så er Tønder stadig et hold med et højt top-niveau, når de rammer dagen. Så det er bestemt ikke et hold vi skal undervurdere. Det har fået ny træner, som er kendt for at prøve masse ting af. Så man kan regne med en god kamp. Så kom rigtig gerne i hallen”

Kom og slut året godt af med os lørdag d. 21. december og hjælp drengene frem til endnu en sejr. Kampen fløjtes i gang kl. 16.00. På lørdag er det samtidig muligt at følge Kasper Didriksens dag, når han overtager vores Instagram.