NYHEDER

Sæsonens første nederlag i Odder

Efter en flot start på sæsonen med tre sejre i de første tre kampe måtte vi lørdag eftermiddag forlade banen uden point, da vi gæstede Odder Håndbold.

Vi fik en svær start på kampen, hvor begge hold havde problemer med at finde vejen til netmaskerne. Efter en periode med flere minutter uden scoringer kom vi dog i gang, men mod slutningen af første halvleg havde vi svært ved at få vores spil til at fungere. Odder udnyttede vores fejl og kunne gå til pause foran 18-14.

Vi kom godt ud til anden halvleg og fik hurtigt reduceret til 17-18, men glæden blev kortvarig. Odder svarede igen og fik igen skabt afstand.

Vi havde store problemer med Odders offensive forsvar og havde samtidig svært ved at få bolden forbi hjemmeholdets målmand. Flere gode muligheder blev ikke udnyttet, og da Odder først havde fået et forspring på fem mål, blev det svært at komme tilbage i kampen.

Trods en timeout og et forsøg på at ændre kampbilledet lykkedes det ikke at få vendt udviklingen. Odder holdt fast i føringen og kunne til sidst tage sejren med 39-32.

Emil Jensen blev vores topscorer med otte mål.

På en ellers svær eftermiddag var der også positive ting at tage med hjem. Oscar von Oettingen fik sit comeback efter sin lange skadespause, mens Morten Roland Jensen igen trak HCM-trøjen over hovedet og fik sin debut i denne sæson.

Nu ser vi frem mod næste kamp, hvor vi igen spiller på hjemmebane. Her venter Køge, og vi er klar til at rejse os igen sammen med jer på lægterne.