HCM sikrede dramatisk sejr i Sand Spedition Arena
Efter to nederlag i træk kom HC Midtjylland fredag aften tilbage på vindersporet med en intens og nervepirrende sejr over Norddjurs Håndbold.
Opgøret blev afgjort i de absolut sidste minutter. Med stillingen 31-32 to minutter før tid lignede det en skuffende aften for hjemmeholdet. Men Emil Larsen sendte en kraftfuld udligning i nettet, og kort efter leverede målmand Rasmus Døssing en afgørende redning, der holdt HCM inde i kampen.
I næste angreb tog Emil Jensen sagen i egen hånd og fremtvang både en udvisning og et straffekast. Her trådte Anton Bramming frem og sendte bolden sikkert i mål til 33-32, hans 12 scoring i kampen og udløste vild jubel blandt både spillere og tilskuere.
Kampen bød på masser af tempo og intensitet, men også fejl og frustrationer undervejs. HCM kom bedst fra start og førte 3-0 og 7-3, men Norddjurs udnyttede flere midtjyske fejl og kunne gå til pause foran 17-16. I anden halvleg skiftede føringen flere gange, og dommerkendelserne skabte livlig debat på banen.
Med sejren genvandt HC Midtjylland tredjepladsen i 1. division, som Team Sydhavsøerne midlertidigt have overtaget tidligere på ugen.
Næste opgave for HCM venter efter landskampspausen, hvor holdet møder TIK Taastrup på udebane lørdag den 8. november.