NYHEDER

HC Midtjylland taber desværre i Aarhus 

Fredagens opgør mod Aarhus Håndbold endte desværre med et nederlag på 32-26 til den aarhusianske trup.

HC Midtjylland fik ellers en lovende start og bragte sig foran 1-3, men en række tekniske fejl og afbrændinger satte hurtigt sit præg på første halvleg. Aarhus udnyttede svaghederne og vendte stillingen til 5-4, hvilket blev begyndelsen på en tung periode for gæsterne. Seks scoringer i træk, heraf fire i tomt mål efter HCM’s syv-mod-seks-satsning, gav hjemmeholdet en komfortabel føring ved pausen på 14-8.

Efter pausen viste HCM bedre moral og formåede ad to omgange at skabe ny spænding i opgøret. Målmand Rasmus Døssing leverede flere vigtige redninger, som gav forsvaret et løft, og da Aarhus samtidig smed et par bolde væk, fik midtjyderne reduceret til 17-14 og senere 23-20.

I kampens slutfase satte Aarhus Håndbold dog tempoet op igen, og HCM’s ustabilitet i både angreb og forsvar gjorde det svært at følge med. Dermed kunne aarhusianerne trække fra og sikre sig en foreløbig førsteplads i 1. division.

Efter otte spillerrunder står HC Midtjylland noteret for 11 point. Næste udfordring venter på hjemmebane mod Norddjurs Håndbold fredag d. 24. oktober.