NYHEDER

Første nederlag på hjemmebane for HC Midtjylland

HC Midtjylland måtte desværre afgive førstepladsen i 1. division, da de fredag tog imod Skive fH i Sport Center Herning og led sæsonens første nederlag med 30-34.

Første halvleg bød på høj intensitet og mange scoringer. HCM leverede et flot angrebsspil fra start, men måtte savne nogle afgørende redninger fra målmændene. Skive viste samtidig en imponerende evne til hurtigt at svare igen efter HCM-scoringer, især gennem lynhurtige midtespilsaktioner. Fire gange i første halvleg udlignede gæsterne inden for ti sekunder efter HCM havde bragt sig foran.

Midt i halvlegen fik HCM skabt en kortvarig føring på 15-12, men Skive svarede igen med fire scoringer på blot tre minutter og overtog føringen 16-15. Gæsterne udnyttede især deres bedre bredde til at ramme HCM i slutningen af halvlegen og gik til pause med en 21-19 føring.

I anden halvleg lå HCM flere gange under med tre mål, men holdet viste stærk moral og kæmpede sig tilbage til 27-27 på baggrund af et mere aggressivt og stabilt forsvar end i første halvleg. Holdene fulgtes herefter til 30-30, og spændingen toppede i Sand Spedition Arena. Med 4.20 minutter tilbage fik Skive et straffekast, som de omsatte til scoring, og et minut senere gentog historien sig, samtidig med at Rasmus Mørup blev udvist.

Efter kampen ligger HC Midtjylland på tredjepladsen med 11 point. Næste udfordring venter fredag den 17. oktober, når holdet møder Aarhus Håndbold på udebane i endnu en topkamp.