Facebook

HC Midtjylland har med virkning fra sæsonstarten 2019/2020 hentet Mads Hjortshøj til klubben som ny cheftræner. Mads har skrevet under på en kontrakt for de kommende tre sæsoner. Dette sikrer en kontinuitet i det talentarbejde, der udføres i HC Midtjylland.

Mads er 34 år og i gang med divisionstræneruddannelsen og har de seneste 2 sæsoner trænet HEI’s 1. division herrer, og før det har han været med til at udvikle nogle af de største danske talenter i dansk håndbold i både U16 og U18 med udgangspunkt i miljøet Århus Håndbold.

Mads er ligeledes en del af talentudviklingen i DHF regi, hvor han er talenttræner i områdecenter Vest. Mads er kendt for sit talentarbejde i både ungdoms- og seniorregi og har vundet flere danske mesterskaber i ungdomsrækkerne, hvor netop arbejdet med unge talenter har været en af de vigtige ingredienser i forhold til den træner, vi har søgt efter til at tage over for Søren Baadsgaard.

HC Midtjyllands DNA er at være med til at give talenterne i Herning, Ikast og Brande området mulighed for at prøve sig af på øverste hylde, og det er vi sikre på, at Mads er garant for.

Formand Kim Simonsen udtaler om ansættelsen af Mads Hjortshøj: Mads er et trænertalent, som vi har fulgt gennem flere sæsoner, og da vi havde chancen for at tilknytte Mads til HC Midtjylland i en kombineret stilling som både Cheftræner og talentansvarlig, slog vi til med det samme, således at vi nu har mulighed for at sætte endnu mere fokus på talentudviklingen i ungdomsrækkerne, hvor Mads har en stor viden omkring hvad det kræves ikke bare af klubben, men også af den enkelte spiller for at udfolde sit fulde potentiale – så vi ser frem til fortsat at kunne være med til at udvikle talenter på øverste hylde.

Vi kender i forvejen Mads rigtig godt og han kender klubben, idet han tidligere (gennem 5 sæsoner) har været træner i moderklubberne Herning FH og Hauge samt morgentræner på TAK linjen på Sønderagerskolen. Han er en træner, vi har glædet os til at få til hjem HC Midtjylland. I Mads får vi en dedikeret håndboldtræner med stor erfaring fra 1. division og samtidig en træner, der kender til arbejdet med de unge spillere. I Mads får vi en træner, der har samme filosofi som HC Midtjylland med hurtig seværdig håndbold baseret på et solidt forsvar med hurtige løb op af banen.

Ud over at Mads bliver cheftræner hos os, bliver han som nævnt også ansvarlig for talentudviklingen i HC Midtjylland og vil samtidig indgå som morgentræner i det talentmiljø, som vi satser benhårdt på at videreudvikle, så vi fortsat kan begå os på højt niveau hos ungdomsholdene – Mads skal ligeledes være med til at fastholde talenterne i regi af HC Midtjylland og være med til at gøre det endnu mere attraktivt at være ungdomsspiller hos os.

Vi er glade for den opbakning, vi har fået fra sponsorer og erhvervsliv i forhold til at kunne ansætte en fuldtidstræner fra den kommende sæson.

Mads Hjortshøj udtaler om skiftet til HC Midtjylland: HC Midtjylland er en spændende klub, som jeg kender fra min tid i Herning FH/Hauge, og derfor har fuldt den tæt i både medgang og modgang. Der er gang i et rigtigt spændende projekt, som jeg gerne vil være en del af. Et projekt hvor jeg kan kombinere det at være cheftræner i 1. division samtidig med at jeg kan få lov til at sætte yderligere fokus på udvikling af unge talenter. Klubben har i indeværende sæson præsteret nogle fantastiske resultater og har for alvor meldt sig ind i kampen om oprykning til 1. division og jeg kan konstatere, at talenterne også er der i både U19, U17 og U15 og glæder mig til at være med til at strukturere talentmiljøet sammen med trænerne i de enkelte afdelinger.

Jeg ser frem til at være med til at videreudvikle HC Midtjyllands første hold og klubben, hvor der i mange år har været tradition for talentudvikling, og er sikker på, at vi sammen får bygget endnu et lag på den udvikling, der er sat i gang.

Ud over arbejdet med holdet, så glæder jeg mig også til at stifte nærmere bekendtskab med sponsorer, fans og andre med tilknytning til klubben – jeg har allerede et solidt kendskab til de nuværende spillere i klubben, da jeg har trænet flere af dem enten i ungdoms- eller seniorregi og satser på, at Søren Baadsgaard gør arbejdet færdigt og leverer et hold i 1. division, når jeg skal tage over.

For yderligere information kontakt

HC Midtjylland, Kim Simonsen, formand, telefon +45 2014 5335

Mads Hjortshøj, telefon +45 2633 4866