Facebook

HC Midtjylland har skrevet en 2 årig aftale med Andreas Madsen, så han er i klubben de næste 2 sæsoner – Andreas tiltræder 1. juli 2021.

2 meter manden Andreas Madsen er hentet hos kollegaerne i HC Odense, hvor Andreas de seneste 2 sæsoner har været en af profilerne og er pt. topscorer for Odense klubben. Andreas er en rigtig tovejsspiller, der både kan åbne op udefra på venstre back, men samtidig også er en dygtig fintespiller – udover de åbenlyse kvaliteter når der angribes, så anses Andreas også for at være en af de bedste forsvarsspillere i 1. division, hvor han helt naturligt dækker i 4-blokken.

Andreas har tidligere tørnet ud for Ribe/Esbjerg og for Fredericia ligesom han tidligere også har repræsenteret Danmark på ungdomslandsholdene.

Cheftræner Mads Hjortshøj udtaler om aftalen med Andreas Madsen. Vi har fulgt Andreas Madsen gennem længere tid og han er en spiller, vi gerne har villet tilknytte vores projekt og nu er det lykkedes. Andreas er en af profilerne i en stærk 1. division – en spiller, der passer fint ind i vores måde at spille på – samtidig får vi tilført en rigtig dygtig forsvarsspiller, der også kan åbne op udefra.

Ud over at Andreas er en dygtig spiller, så får vi også en spiller, der bare gerne VIL – om det er i kamp situation eller det er til træning. En spiller som går forrest og som kommer til klubben med et ønske om at bidrage til den fortsatte udvikling.

Formand Kim Simonsen er ligeledes glad for at Andreas Madsen har valgt at skifte til HC Midtjylland. Endnu en spiller, der er vant til at lave mange mål har valgt vores projekt til, og det er vi selvfølgelig glade for – Andreas er topscorer i HC Odense og når han kommer til HCM, så vil det give endnu mere konkurrence om pladserne og være med til at skubbe yderligere til det træningsmiljø, som vi har fået etableret.

Samtidig passer Andreas godt ind i vores setup med yngre spillere, der både kan ligge lag på, men som også er klar til at dele ud af de erfaringer, som de allerede har fået. At vi får tilført en spiller, der kan begå sig i begge ender gør, at vi kan sætte endnu mere fart på spillet op ad banen til den kommende sæson.

Andreas Madsen udtaler om kontrakten med HC Midtjylland: Jeg har haft et rigtigt godt ophold i HC Odense, men da HC Midtjylland henvendte sig, så var det en hurtig beslutning. Jeg kender mange af spillerne på holdet allerede og har jo fulgt klubben både i ligaen tidligere og også i de seneste 2 sæsoner, hvor vi har spillet mod hinanden.

Der er gang i noget spændende, hvor det er unge spillere samt nogle mere rutinerede og det tiltaler mig – jeg er sikker på, at det er godt match mellem HCM og mig, ligesom jeg har et rigtigt godt indtryk af de to trænere (Mads og Søren), og så må jeg bare sige, at den opbakning, der er omkring holdet fra fans og sponsorer også var en vigtig faktor. Jeg var forbi og se rammerne i den nye arena, og der tror jeg, at der kan blive skabt noget rigtigt ekstraordinært fremover – så det er klart, at det med nytænkning og at gøre ting lidt anderledes også tiltalte mig.

Jeg har en ambition om at spille på øverste hylde, og det forventer jeg også, at jeg kommer til med klubben – jeg kommer med en 100% indstilling om at bidrage til at klubben og sportsbyen Herning kan tage det sidste skridt helt op i ligaen.

For yderligere information kontakt venligst

HC Midtjylland

Mads Hjortshøj

Kommende cheftræner

Telefon: +45 26334866