Facebook

Christopher Ekmann laver en 3-årig aftale med HCM   

Et af klubbens store talenter Christopher Ekmann laver en 3-årig aftale med barndomsklubben HC Midtjylland og er dermed i klubben frem til 30. juni 2025. 

På sin 18-års fødselsdag debuterede den talentfulde playmaker Christopher Ekmann på HCMs første hold i 1. division med 3 scoringer mod Elitesport Vendsyssel. 

Christopher er en lynhurtig og fintestærk playmaker med godt blik for spillet. Christopher er en del af DHF’s talentsystem og har deltaget ved U18 landsholdstræningen, en profil i U17, en del af vores Talent 2024 projekt og samtidig er han på trods af sin unge alder allerede en del af HCM’s førsteholdstrup. 

Christopher har trådt sine barnesko i moderklubben Herning FH og har som nævnt allerede fået debut på 1. divisionsholdet, men ellers er det primært på HCM’s talentfulde U17 hold at Christopher er at finde, ligesom Christopher primært skal være med på U19 i næste sæson for derefter at tage næste skridt op ad. 

Talentansvarlig og Cheftræner Mads Hjortshøj udtaler om Christopher Ekmanns kontrakt:
“Jeg har kendt Christopher i 3 år nu, og har haft ham både til talenttræning i Herning FH og DHF, men også i de daglige træninger med HCM. Christopher har et særdeles veludviklet fintespil, og er en af de spillere jeg forventer kan gå hele vejen og i fremtiden være en profil på HCM’s seniorhold, ligesom han er en stor profil i U17 rækken allerede i dag. 

Christopher har en spillestil, der leder tankerne hen mod Sebastian Skube – en spiller med godt blik for spillet og medspillerne samt et veludviklet fintespil i det lave leje. Christopher skal som alle andre unge spillere arbejde med det fysiske, men med den indstilling som Christopher har vist, så anser jeg ikke dette som værende et problem og jeg glæder med til sammen med de øvrige trænere omkring Christopher at være med til at forme en af fremtidens HCM spillere.” 

Christopher Ekmann udtaler om den 3-årige kontrakt med HC Midtjylland:
Da klubben kontaktede mig vedr. en kontrakt, så var jeg ikke i tvivl om, at jeg gerne ville dette, det har jo altid været en drøm at komme på kontrakt og spille for HCM. Jeg ser det som en stor cadeau at klubben vil satse på mig med så lang en kontrakt og allerede fra næste sæson, hvor jeg er første års U19 spiller – det viser at de også tror på mig. 

Jeg har altid været glad for at spille for klubben, og har spillet her hele min karriere med undtagelse af et enkelt år, hvor jeg var på efterskole, så jeg kender Mads fra både morgen og eftermiddagstræning, og ved hvad han står for – han er utroligt god til os unge, og vi får lov til at spille med på lige fod med de etablerede spillere, ligesom jeg jo kender mange af de andre i og omkring klubben. 

Klubben har ambitioner om at være med i ligaen og har en ambition om at satse på egne talenter, og det tiltaler mig rigtigt meget. Jeg kan godt se mig selv i klubben i mange år fremover – vi har haft et rigtigt godt udviklingsmiljø i klubben, hvor vi er rigtigt mange unge talenter, så det kunne være fedt, om vi kunne føre det videre på klubbens første hold.” 

Formand Kim Simonsen er ligeledes glad for, at det er lykkes at lave en aftale med Christopher Ekmann for de næste 3 sæsoner og udtaler:  
“Jeg har fulgt Christopher siden han som 7 årig kom til de første træninger i Herning FH, og var med det samme klar over, at der var et talent ud over det sædvanlige, men det kræver jo, at man som spiller vil det, for at forløse det talent man har. Christopher er en del af den talentfulde U17 årgang, hvor han sammen med flere holdkammerater allerede er inde omkring U18 landsholdet og DHF’s talenttræninger, så han har vist, at han vil arbejde for at nå målet. 

Christopher har vist den rette indstilling og vilje til at ville lykkes, samtidig med at Christopher er prototypen på en HCM spiller – et ungt lokalt talent, der gerne vil vise sig frem på den store scene, og jeg er rigtigt glad for, at det er lykkes at lave en lang kontrakt med Christopher, hvor Mads, Søren og Mark får mulighed for at hjælpe ham med at tage det sidste skridt fra ungdom til senior, så vi alle kan være med til at se det store talent folde sig ud i Klinik & Jensen Arena.” 

For yderligere information kontakt venligst:
HC Midtjylland 
Mads Hjortshøj 
Cheftræner
Telefon: +45 2633 4866