Facebook

Sidste weekends udekamp mod FIF Håndbold kan betegnes som en kold dukkert. Vi lykkedes ikke med planen, og må indkassere et nederlag i kampens sidste sekunder. Fredag aften venter endnu en svær udekamp, når vi gæster HEI Håndbold.

Efter en lang bustur til Frederiksberg i lørdags stod vi over for et yderst tændt og aggressivt FIF hold, som vi må indrømme, ramte en bedre dag en os. Vi lykkedes ikke med vores ting i store dele af kampen, og kunne kun stå målløse tilbage, da FIF sendte bolden i mål i kampens døende sekunder.

Stregspiller Jeppe Krogh sætter følgende ord på den følelse han stod med bagefter:

”En noget ærgerlig følelse efter at have smidt point i sidste sekund. Vi lykkedes ikke med vores plan for kampen, dels på grund af et godt forberedt FIF hold og dels på grund af vores manglende evne til at omsætte træning til kamp. Vi havde forberedt os på angrebsdueller ned på backs og et aggressivt 6-0 forsvar og begge dele bliver kampafgørende i en kamp, hvor vi ikke får bragt vores individuelle kvaliteter i scene.”

Siden lørdag er der blevet knoklet på træningsbanen, så vi er fuldt ud forberedte til kampen mod HEI Håndbold fredag. Vi skal lykkes på alle parametre, hvis vi skal vinde over HEI, som i weekenden tog 1 point med hjem fra Ringsted.

Jeppe fortæller videre:

”Vi har været på træningsbanen i denne uge og forberedt os så godt som muligt på at denne situation ikke opstår igen. Sidste gang jeg spillede mod HEI var som ungdomsspiller, så jeg har ingen ide om, hvad der venter os fredag. Jeg har dog tiltro til, at vores trænerstab giver os de informationer vi behøver for at kunne spille en god kamp.”

Vi gæster HEI Håndbold fredag aften i Skæringhallen. Dette opgør fløjtes i gang kl. 20.00 og som altid kan livescore følges via Tophåndbold.dk.