Historie

Håndboldherreklubben HC Midtjylland blev grundlagt tilbage i 2005. Grundlaget byggede på en klar vision, der skulle sikre, at de unge lokale talenter fra Herning og Ikast/Brande området fik en mulighed for at prøve kræfter af med eliteniveauet i det midtjyske. Det var foreningerne Herning fH og Hauge GIF, der i samarbejde med lokale ildsjæle stiftede klubben HC Midtjylland.

 

Vejen til nu

Klubben startede tilbage i sæsonen 2005/06 i 3. division, og har sidenhen kæmpet sig op til, hvor klubben står i dag. Rejsen til, hvor vi står i dag har ikke været en lige vej, men en på alle måder lærerig vej. Første gang klubben var tæt på at rykke op i landets bedste håndboldrække var tilbage i sæsonen 2008-09, hvor oprykningen desværre missede til sidst. Sæsonen efter lykkedes det, og klubben var på 4 år rykket op i den bedste række for første gang.

Det betød, at klubben var en del af Ligaen i sæsonen 2010-11, hvor holdet endte på en 13. plads, hvilket efter et mindre heldigt nedryknings spil resulterede i nedrykning. De følgende år stod på 1. divisionshåndbold inden klubben i sæsonen 2013-14 igen rykkede op i den bedste håndboldrække for herrer, hvor HC Midtjylland har spillet sidenhen.

I sæsonen 2014-15 spillede klubben sig i slutspillet, og endte på en 8. plads, som er klubbens bedste placering nogensinde.

Pokalturneringen har også budt på store oplevelser for HC Midtjylland. I sæsonen 2013-14 var klubben i Final4 som 1. divisionshold, hvor man måtte se sig slået i semifinalen af KIF Kolding. Anderledes held og dygtighed havde holdet dog i den seneste sæson 2015-16. Her endte man med at vinde pokalturneringen Santander Cup efter en finalesejr på 30-26 over GOG Håndbold, og dermed også den første pokal til klubben, samtidig med at man også sikrede sig adgang til at skulle spille Europa Cup for første gang.

 

Største spillere i klubben

Det hidtil største navn i klubbens historie er den tidligere tyske verdensmester, Pascal Hens. Han spillede i klubben sidste halvdel af sæsonen 2015-16, hvor han var med til at vinde Santander Cup og sikre overlevelse i Herrehåndboldligaen.

I klubbens levetid er det Kasper Witt, der er indehaver af to store rekorder. Han har spillet hele 214 kampe og scoret 799 mål, hvilket begge er rekorder i HC Midtjylland. Kasper Witt takkede af på højeste niveau i sæsonen 2014/15 efter en fornem senior karriere i HC Midtjylland. Af de nuværende spillere er det også en lokal spiller - nemlig fløjspilleren Kasper Kvist, der i øjeblikket er udlejet til Wetzlar i Bundesligaen, som topper statistikerne. Han har forud for sæsonen 2016-17 opnået 180 kampe med 750 mål til følge for HC Midtjylland.

 

HC Midtjylland version 2.0

I december 2015 var det igen tid til at gå nye veje for klubben, og i forbindelse med dette blev version 2.0 af HC Midtjylland iværksat. Den nye formand i klubben, Thomas Hintze, overtog anparterne, fra den daværende direktør Allan Witt. Version 2.0 bygger på en ny og mere ambitiøs vision for klubben. Fremadrettet er den sportslige målsætning, at HC Midtjylland skal være et top-6 hold i den danske Herrehåndboldliga. At der er sammenhæng mellem de sportslige og økonomiske resultater, er et stort fokuspunkt for klubben i version 2.0. 

I øjeblikket har HC Midtjylland hjemmebane i Den Runde Hal, som er en del af MCH, Messecenter Herning. Der er dog projekteret med en ny opvisningshal, som vil ligge ved Holing, hvor ungdomsholdene fra Herning FH træner i dag. Opvisningshallen forventes at stå klar mod udgangen af år 2018, hvorefter denne vil danne hjemmebane for HC Midtjylland.