Tæt på flot comeback i Den Runde Hal

lørdag D. 22 oktober 2016 - Skrevet af Lars Skjøth Bruhn

Drengene var her til eftermiddag tæt på at gennemføre et flot comeback mod topholdet, Aalborg Håndbold. Det lykkedes dog ikke, og vi måtte i sidste ende se os slået 27-29 hjemme i Den Runde Hal.

Allerede fra start var det op af bakke, og gæsterne kom hurtigt foran 2-0. Herefter fik specielt Espen Lie gang i armen, og han scorede fire af vores første fem mål, så stillingen efter otte minutter var helt lige 5-5.

Herefter scorede Aalborg tre på stribe, og denne gang var det ikke ligetil at få lukket hullet igen. Mod slutningen af første halvleg havde vi syv scoringsløse minutter, og gæsterne fik i denne periode udbygget forspringet til fem mål.

De sidste minutter op til halvlegen øgede gæsterne forspringet yderligere. En flot scoring fra Rasmus Carlsen i de døende sekunder af halvlegen gav dog lidt håb at gå til pause på, selvom vi var nede 12-18.

Til anden halvleg kom gutterne ud med fornyet gejst, men marginalerne var ikke på vores side. De første knap 20 minutter af anden halvleg blev en lang stillingskrig, hvor holdene mere eller mindre byttede mål.

På tre gode minutter fik vi scoret tre i streg, og forspringet var pludselig barberet ned til tre mål med otte minutter tilbage af kampen. De gav øget tro på tingene, og dagens fantastiske publikum begyndte også at få troen tilbage. Aalborg fik desværre efterfølgende et par vigtige scoringer.

Med 2½ minut tilbage af kampen, bagud med fire, rammer Eivind Tangen træværket, og det sidste håb for point blev slukket. Afslutningen på træværket var meget symptomatisk og sigende for dagens kamp, hvor vi ikke havde de berømte marginaler på vores side, og vi måtte se et hav af afslutninger ramme stolperne.

De sidste par minutter fik vi alligevel pyntet på resultatet bl.a. ved hjælp af et flot vip fra Jønne til Eivind, der var med til at skære nederlaget ned til to mål, 27-29.

Kampen igennem var der en fantastisk stemning på lægterne, og der skal lyde en stor tak til de mange fremmødte, som var med til på ny at sætte sæsonrekord i Den Runde Hal – denne gang på 2492.

Aalborg har efter dagens sejr lagt sig alene i spidsen af 888ligaen. Vi er på trods af nederlaget at finde på en yderst respektabel 5. plads efter de første syv runder i 888ligaen.

 

Dagens topscorer blev Espen Lie Hansen med 6 mål. De øvrige scoringer blev sat ind af: Rasmus Carlsen 5, Jørgen ”Jønne” Rasmussen 4, Eivind Tangen 4, Dennis Kirkegaard 3, Jacob Østergaard 2, Morten Slundt 1, Mathias Pilgaard 1, Kasper ”Gutte” Gudnitz 1.

I målet havde Tim en redningsprocent på 25 %, mens Lars måtte se sig passeret på de fem afslutninger, hvor han var i mål.

Udvisningerne fordelte sig således: Mathias Pilgaard 2, Eivind Tangen 1, Espen Lie Hansen 1, Jacob Østergaard 1.

 

Udeholdet målscorere blev fordelt således: Sander Sagosen 7, Stefan Sigurmannsson 6, Simon Hald 4, Patrick Wiesmach 3, Buster Juul 3, Arnor Atlason 2, Martin Larsen 2, Tobias Ellebæk 1, Chris Holm Jørgensen 1.

I Aalborg-målet stod Søren Westphal hele kampen, og han sluttede med en redningsprocent på 26 %.

Udvisningerne for udeholdet var som følgende: Martin Larsen 2, Tobias Ellebæk 1, Arnor Atlason 1, René Antonsen 1.