Sejr i Cigaræsken

lørdag D. 8 oktober 2016 - Skrevet af Lars Skjøth Bruhn

Vi havde langt hen af vejen kontrol over dagens kamp, men alligevel endte det i en tæt affære, som vi kunne trække os sejrrigt ud af med slutcifrene, 27-26.

Drengene tog føringen fra start og havde skabt god kontrol med en føring på 6-2 efter otte minutters spil. Resten af halvlegen bølgede lidt frem og tilbage, men vi var hele tiden solidt i spidsen. Så efter en første halvleg vi generelt havde godt styr på, kunne vi gå til pause foran 15-12.

Efter pauseskiftet fortsatte vi med at være et skridt foran Skanderborg. Vi havde længe en føring på 4-5 mål, men forspringet skrumpede hen mod slutningen. Med to minutter tilbage var forspringet nede på tre mål, men det næste halvandet minut scorede holdene en gang hver, og det betød derfor knap så meget, at hjemmeholdet scorede to gange indenfor de sidste 30 sekunder.

Det hele endte derfor med en sejr til os på 27-26, selvom kampen aldrig blev helt så spændende, som cifrene antyder. Det var dog langt fra nemt at få de to point med retur til Herning, da et tændt hjemmehold blev båret frem af de 500 fremmødte i Cigaræsken, som overværede Skanderborgs næstsidste kamp i den berømte hal.

En intens anden halvleg kulminerede, da Espen Lie Hansen så rødt efter 48 minutters spil. Han fik først sin anden udvisning for et skub og efterfølgende en udvisning oveni for brok, hvilket resulterede i et rødt kort og fire minutters undertal. Holdet klarede sig dog flot igennem den intense og pressede periode og holdt Skanderborg på sikker afstand indtil det sidste halve minut.

Sejren i dag sender os op på en delt fjerdeplads efter de første fem spillerunder. Næste opgør er hjemme i Den Runde Hal, hvor vi kan byde på topkamp, når 888ligaens nummer tre, de forsvarende danske mestre fra Bjerringbro-Silkeborg, kommer på besøg. Du kan købe billetter til denne kamp her.

 

Topscorertitlen blev i dag delt mellem Jørgen ”Jønne” Rasmussen og Eivind Tangen, der scorede 5 kasser hver. Holdets øvrige målscorere var: Dennis Kirkegaard 4, Kasper ”Gutte” Gudnitz 3, Espen Lie Hansen 3, Morten Slundt 3, Rasmus Porup 2, Kristian Gjessing 1, Jacob Østergaard 1.

I målet stod Tim Winkler med en redningsprocent på 25 % efter 8 redninger på 32 skud, mens Lars Eggen Rismark måtte se sig passeret på et enkelt straffekast.

Følgende af vores spillere fik udvisninger i dagens kamp: Espen Lie Hansen 3 (dermed rødt kort), Dennis Kirkegaard 1.

 

For hjemmeholdet fordelte målscorerne sig således: Kasper Irming 8, Martin Larsen 4, Mike Haack 3, Morten Olesen 2, Frederik Ladefoged 2, Jeppe Krogh 2, Mikkel Andersen 2, Kristian Bonefeld 2, Rasmus Andersen 1.

Hjemmeholdets målmand, Kristoffer Laursen, stod med en redningsprocent på 35 %.

Disse spillere fik udvisninger for værterne: Rasmus Andersen 1, Kristian Bonefeld 1, Frederik Ladefoged 1.