Pressemeddelelse: Virtuel Støtte Billet

onsdag D. 25 marts 2020 - Skrevet af Bestyrelsen

Marts måned er måneden, hvor tabellen ikke lyver længere – HC Midtjylland har haft en forrygende sæson, og ligger til at skulle ud i oprykningsspillet om at sikre sig en plads i håndboldligaen. Det er måneden, hvor fans, spillere, sponsorer, frivillige og alle omkring holdet skal til at høste frugten af årets arbejde, ligesom det økonomiske fundament og springbrættet til den kommende sæson støbes og afsluttes.

En fantastisk sæson indtil videre, hvor de frivillige har knoklet, sponsorerne har bakket op om FREMTIDENS HOLD, tilskuerne har fyldt hallen, og spillere og trænere har leveret på banen, så mangler det sidste kapital at blive skrevet – turneringen er suspenderet på ubestemt tid, og vi ved ikke, hvordan det ender. Er sidste kamp spillet, skal der spilles igen – vi kan kun vente og se – der er på nuværende tidspunkt trods alt andre og mere vigtige forhold, der tæller – nemlig at passe godt på hinanden i disse corona tider.

Som alle andre sportsklubber er vi også ramt på økonomien - heldigvis har vi fået mange tilkendegivelser og henvendelser fra alle jer derude, der ønsker at støtte op om HC Midtjylland – det varmer i en svær tid for uden jer er håndbolden ikke det samme. Det er en uvurderlig støtte i det daglige, når kampene skal afgøres på banen, ligesom den økonomiske opbakning udenfor banen er mindst lige så vigtig for en klub som vores.

Vi vil sikre, at vi fortsat bygger på de værdier, der er sat op – tilbage til rødderne, skab glæde og oplevelser SAMMEN STÅR VI STÆRKEST!

Vi har derfor sat 2.000 virtuelle støtte billetter á kr. 150,- til salg, og hver en solgt virtuel billet er en donation lige der, hvor den hjælper allermest. For hver købt virtuel støtte billet du køber til FREMTIDENS HOLD, så får du en billet til brug i den kommende sæson. Du kan vælge at give din støtte på Mobilepay 549974, husk at skrive – virtuel billet og dit navn, så kontakter vi dig for at få yderligere detaljer. Virtuel støtte billet kan også købes ved at sende kr. 150,- til 7604 1783268 – husk at skrive navn og telefonnummer – så kontakter vi dig for yderligere information

Situationen er alvorlig for os alle, hvorfor det også er med stor ydmyghed, at vi takker for al den støtte, vi kan få. Ud over denne virtuelle støtte billet, har vi også vores folkeaktier, der vil blive præsenteret senere i denne uge. Vi ses til en masse god håndbold i Klink & Jensen Arena og indtil da - pas godt på jer selv.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen