Pressemeddelelse: Overskud i det første regnskab i det nye HC Midtjylland

mandag D. 14 oktober 2019 - Skrevet af Webredaktionen

Med den nuværende sportslige succes på banen med en 3. plads i 1. division, så præsenterer HC Midtjylland af 2018 ApS også succes udenfor banen med et overskud på 306.585 før skat i det første regnskab.

Før sæsonen 2018/19 blev HC Midtjylland genstartet – det var tilbage til rødderne hvor HCM startede, nemlig at give de unge talenter i Herning og Ikast/Brande området muligheden for at prøve sig af på øverste hylde.

En sæson 2018/19, hvor fokus var at ligge de første byggesten for DNA’et i det genskabte HC Midtjylland. Med Salgschef Peter Andersen som omdrejningspunkt på kontoret og Cheftræner Søren Baadsgaard som omdrejningspunktet på banen, blev det muligt på rekordtid at få etableret både de økonomiske og de sportslige rammer for at drive en klub, der vil talentudviklingen på herresiden i Herning Ikast/Brande området.

Sportslig succes med oprykning til 1. division i første forsøg og en øjeblikkelig 3. plads i denne række giver en utrolig selvtillid i hele klubben, og inden længe bliver den nye opvisningshal præsenteret, hvilket vil være med til, at vi kan give erhvervslivet, sponsorerne og ikke mindst tilskuere og fans den oplevelse som en moderne sportsbegivenhed kræver. 

HCM skal bygges på områdets talenter, hvorfor vi til denne sæson har valgt at ansætte Mads Hjortshøj som cheftræner og Talentchef i HCM – et samarbejde vi forventer os meget af.

Med årets overskud ligges der ca. 250.000 ovenpå egenkapitalen i selskabet, så den nu udgør ca. 550.000. Egenkapitalen er afgørende for selskabets fremtidige sportslige muligheder, hvorfor der skal arbejdes på at styrke denne, for at selskabet har mulighed for at gennemføre det sportslige mål om på sigt at komme op og spille på allerøverste hylde igen.

For at styrke egenkapitalen vil selskabet i løbet af kort tid introducere Folkeaktier, for at være med til at styrke egenkapitalen med henblik på at øge de sportslige muligheder på senior- såvel som ungdomsplan.

Erhvervslivet og sponsorerne har taget godt i mod det nye HC Midtjylland og har været med til at sikre, at de unge talenter har kunnet udfolde sig på banen, hvor den første sæson gav oprykning til 1. division.

Formand Kim Simonsen er selvfølgelig glad for det første regnskab og udtaler: Peter, Søren, spillerne, de øvrige på kontoret og ikke mindst de frivillige har gjort en kæmpe indsats i det første år og det er det, der afspejler sig i regnskabet – så en stor tak til dem alle sammen for at stå sammen og være med til at løfte klubben.

Uden denne opbakning – samt fra erhvervslivet og sponsorerne – kan det ikke lade sig gøre, og det er vi i HC Midtjylland enormt taknemmelige for. I har taget i mod vores nye DNA – tilbage til rødderne med fokus på unge talenter.

Vi vil de unge talenter og har 2 af de bedste talentudviklere tilknyttet med Mads Hjortshøj og Søren Baadsgaard, så byggestenen på det sportslige er på plads, og nu er det så bestyrelsens opgave at skabe de økonomiske rammer, så vi har muligheden for at kunne satse endnu mere på talenterne i vores område. Mads er ud over at være cheftræner også talentchef med fokus på at få de unge talenter i området gjort klar til seniorniveau.

HC Midtjyllands Venner har været med til at ligge den økonomiske bund, og vi har generelt en solid opbakning blandt erhvervsliv og sponsorer, men vi har brug for endnu større opbakning i forhold til både den daglige drift og til at styrke egenkapitalen.

Vi kommer til at introducere Folkeaktier for at styrke egenkapitalen, og for at være på forkant med at møde de krav som der stilles til en professionel klub. Der skal simpelthen mere kapital til, hvis vi skal være så dygtige at tage næste skridt sportsligt - samtidig med at vores ungdomsarbejde skal styrkes.

 

For yderligere information kontakt venligst

HC Midtjylland

Kim Simonsen

Telefon: +45 20145335

 

 

Om HC Midtjylland af 2018 ApS:

HC Midtjylland er etableret i 2005 som elitesatsningen på Herresiden for Herning, Brande og Ikast området. HC Midtjyllands vision er at skabe rammerne for elitehåndbold på Herresiden for den talentmasse, der er i moderklubberne Herning FH og Hauge, samarbejdsklubberne og området generelt, samt tilføre de relevante spillere, der skal til for at nå målet om på sigt at være en etableret klub, der hører hjemme i toppen af dansk håndbold.