Optakt: Vi skal vise hvad HC Midtjylland står for

onsdag D. 6 december 2017 - Skrevet af Janne Henneberg

Lørdag eftermiddag møder vi Skjern Håndbold i en vanskelig udekamp. Spillerne er ekstremt revanchelystne efter sidste uges alt for store nederlag mod Ribe-Esbjerg. Skjern er det sidste hold vi mangler at møde i første halvdel 888ligaens grundspil.

Vores kamp i Esbjerg i sidste uge var mildest talt et mareridt. Vi var ikke klar fra start, kommer hurtigt bagud, og resten af kampen udbygger Ribe-Esbjerg bare føringen mere og mere. Vi løb ind i et alt for stort nederlag, som vi her efter skal hurtigst muligt skal ovenpå igen.

Om lørdagens kamp fortæller playmaker Rasmus Carlsen:

”Det bliver en meget svær kamp – nok den sværeste i år. Efter min mening er det ligaens bedste hold. Lige i den her kamp, tror jeg, det bliver vigtigt ikke at fokusere alverdens på vores modstander. Selvfølgelig skal vi forberede os på dem, men jeg tror det vigtigste lige nu er os selv.”

Lørdag bliver, som Rasmus siger, ikke ligefrem en nem kamp. Skjern indtager netop nu førstepladsen i 888ligaen og har ovenikøbet spillet en kamp mindre. De har det sidste lange stykke tid være suveræne både i ligaen og i Champions League. I weekenden sikrede de sig første pladsen i deres gruppe og en storsejr på hele 15 mål over Gorenje Velenje der på det tidspunkt indtog gruppens anden plads. De går ind til lørdagens kamp med en stime på hele 11 sejre i træk.

Rasmus fortæller videre om holdets fokus:

”I den her kamp skal vi ud og vise os selv, klubben, fansene og generelt hele håndbold Danmark, at det vi leverede i sidste uge IKKE er det som HC Midtjylland står for. Der er lang vej til point i Skjern og selvom vi skulle spille over niveau er det stadig ikke sikkert vi får nogen medhjem. Men en ting er sikkert og det er at vi må komme med 110% og fighte, som vi aldrig har fightet før.”

Vi vil ind til kampen med en helt anden indsats og moral end i vores sidste kamp. Vi vil vise at det var en engangsforestilling. Selvom det bliver svært vil vi fighte alt hvad vi kan. Vi vil ud og vise at vi vil slås og kæmpe for hver eneste bold.