Optakt: Vi skal hæve niveauet mod Nørre-Djurs

onsdag D. 28 november 2018 - Skrevet af Janne Henneberg

Det er ikke længe siden vi sidst var i kamp, og allerede fredag aften skal vi på banen igen. Her venter en yderst svær udekamp mod et af vores konkurrerende tophold fra Nørre-Djurs HK. Vi skal have strammet op i forsvaret, men fortsætte med vores stærke angrebsspil.

Med 35 scoringer i weekendens kamp mod NNFH-Lemvig må man sige vi havde utroligt godt gang i bolden i angrebet, men med 32 scoringer i modsatte ende må vi indrømme at det ikke fungerede optimalt i defensiven. Vi må sande at vi generelt har haft en svær periode.

Holdets spillende assistenttræer og klart mest rutinerede mand, Troels Aagaard, har analyseret den sidste tids spil:

”Der er et par forskellige faktorer der har spillet ind på de lidt svingende præstationer, i de sidste par kampe. Der er blevet brændt alt for mange af de helt store chancer, specielt i kampen mod Aars brændte vi alt for meget.

Vi havde en mindre god træningsperiode, med 2-3 spillere der sad ude. Når der så på samme tid er 2-3 stykker der er lidt på skånekost, blev resultatet desværre at træningsniveauet faldt en det, hvilket jeg synes kunne ses i kampene. Heldigvis er ved at have godt styr på næsten alle spiller igen, og vi er tilbage på et højt niveau til træning. I den seneste hjemmekamp tror jeg desværre, at vi alle sammen havde kigget for meget på tabellen inden kamp, og tænkt at det nok skulle gå. Det kommer ikke til at ske igen, og det kostede heldigvis ikke point.”

Kigger vi på Nørre-Djurs’ placering i tabellen er der bestemt en grund til at forvente en svær kamp. De er blot 3 point fra første pladsen og for en lille måned siden slog de HEI med 10 mål. Nørre-Djurs er desuden kendt for at have fantastisk opbakning til alle deres kampe, lige meget om de spille ude eller hjemme. Vi må derfor forvente stort tryk fra tribunerne, men vi vil som altid forsøge at holde fokus på os selv.

Om fredagens kamp fortæller Troels videre:

”Kampen er rigtig vigtig, ligesom alle de andre kampe er når vi gerne vil rykke op. Med 2 point på fredag tror jeg vi kan slå et afgørende hul til Nørre-Djurs i kampen om førstepladsen. Så vi går klart efter 2 point så vi kan bevare muligheden for at gå på julepause som nr. 1. Men det kræver at vi rammer et højere niveau end i de sidste to kampe.”

Fredagens kamp ude mod Nørre-Djurs HK spilles kl. 20.10 i Nørre Djurshallen. Har du ikke muligheden for at være der, vil vi som altid forsøge at liveopdatere derfra på vores facebookside.