Optakt: Vi skal fortsætte de gode takter

torsdag D. 17 januar 2019 - Skrevet af Janne Henneberg

Vi har fået en forrygende start på 2019 med sejr i Santander Cup og en flot sejr sidste weekend ude mod Lemvig, som for alvor gik efter at vinde. Nu venter endnu en udekamp, som ligesom alle andre kampe skal tages seriøst.

Holdet har igennem sæsonen gennemgået en kæmpe udvikling og arbejder fortsat hårdt på at denne opadgående kurve fortsætter. Det blev bestemt vist i sidste kamp med sejren over Lemvig, som havde ikke mindre end 6 spillere med, som i løbet af sæsonen har spillet ligahåndbold.

Om denne udvikling fortæller bagspiller Marcus Abildgaard:

”Jeg synes at vi har udviklet os meget som hold, og specielt defensivt har det set godt ud i de sidste par kampe, hvor samspillet mellem forsvar og målmand har fungeret rigtig godt. Jeg har derfor også høje forventninger til den sidste del af sæsonen, og tror på at vi kan lave et godt resultat.”

Lørdag venter så endnu en udekamp, når vi gæster Skive FH. I det første opgør mod Skive hev vi en stensikker 14-måls sejr hjem, men som alle andre anden hold, er det altid svært at vide, hvordan de stiller op til de forskellige kampe. Vi må derfor holde fokus på os selv, og fortsætte med de gode takter vi har vist indtil nu.

Om lørdagens kamp fortæller Marcus videre:

”Frem mod lørdagens kamp forventer jeg at vi går ind med samme fokus og indstilling som vi har gjort til de sidste par kampe, og at vi samtidig leverer som hold igen. Hvis vi gør det, er jeg helt sikker på, at vi nok skal have gode muligheder for at nappe 2 point på lørdag.”

Kampen spilles i Skive Hallen og fløjtes i gang kl. 16.30. Vil du følge med i kampen liveopdateres der fra Skive på vores facebookside.