Facebook

Vi lærte utroligt meget i sidste weekends kamp mod TMS Ringsted, som vi formåede at presse flot gennem store dele af kampen. Der var rutine til forskel, og vi gik derfra med et smalt nederlag. Vi skal på lørdag forsøge at tage de positive ting med videre, når vi gæster FIF Håndbold i Frederiksberg-hallerne.

Vi mødte i lørdags et rigtig stærkt TMS Ringsted hold, som i slutningen af kampen for alvor gjorde bruge af deres større rutine. Vi kan dog bestemt være indsatsen bekendt, og var med i kampen indtil der var få minutter tilbage på uret. Til trods for nederlaget er vi fortsat at finde i toppen af tabellen.

Vores højre back Nicolai Witt fortæller følgende ovenpå lørdagens kamp:

”Det er lidt en blandet følelse man står med ovenpå kampen mod Ringsted. Ringsted er oprykningsfavoritter og har et rigtig stærkt hold, så vi vidste det ville blive en svær kamp. Men vi viser, at vi kan være med i store dele af kampen, så der er bestemt nogle positive ting vi kan tage med på trods af nederlaget.”

For at fastholde vores placering i toppen kræver det to point på lørdag. Vi gæster vores med-oprykkere fra FIF Håndbold, som pt er at finde i den tungere ende af tabellen. Det kunne dog nemt have været anderledes, efter de har tabt flere kampe med blot et enkelt mål.

Om lørdagens kamp fortæller Nicolai videre:

”Der venter os en svær kamp på lørdag, hvor vi tager den lange tur til Frederiksberg. FIF har et godt hold, som dog har tabt de to sidste to opgør med 1 mål. Det er et top-tændt og sultent hold der venter os. Vi skal være klar fra start og levere 100 % over hele kampen, hvis vi vil have de to point med hjem.”

Kampen fløjtes i gang lørdag d. 9. november kl. 14.30 i Frederiksberg-hallerne. På vores instagram-side kan du på lørdag følge Nicolais forberedelser op til kampen, da han vil tage jer med på insta-takeover.