Optakt: Topholdet kommer på besøg

torsdag D. 20 oktober 2016 - Skrevet af Lars Skjøth Bruhn

Der er nu gået over en uge siden vores sidste kamp. Det har dog været hele ventetiden værd, og på lørdag kan vi se frem til et møde med topholdet, Aalborg Håndbold.

Det bliver et topbrag, når 888ligaens øjeblikkelige duks, Aalborg Håndbold, gæster Den Runde Hal lørdag klokken 16.10. Vi kommer med en sejr over de forsvarende mestre i bagagen, og kan med en sejr lørdag spille os op i top 3.

Morten Slundt har de fire sidste sæsoner tørnet ud for Aalborg Håndbold. Han ser frem til en spændende kamp, der naturligvis indeholder lidt ekstra krydderi for bagspilleren.

”Det bliver rigtigt sjovt og en stor udfordring. Jeg kender de fleste spillere fra mine år i klubben, og jeg glæder mig til at stå overfor dem på banen.”

Slundt forventer en rigtig hård kamp mod et fysisk stærkt forsvar. Han påpeger her, hvad nøglen bliver til succes i kampen.

”Vi skal stå klogt i forsvaret og få lukket ned for deres gode skytter. I angrebet skal vi få åbnet op for deres stærke forsvar, og ellers skal vi have fokus på deres kontrafase. Hvis vi lykkedes med dette, så kan vi komme langt og er på vej mod et godt resultat.”

Han er ikke i tvivl om, hvad der skal til, for at han efter kampen vil stå med en god følelse; En sejr!

Den erfarne bagspiller er dog ikke den eneste, der tidligere har haft sin gang hos lørdagens modstander. Kristian Gjessing har også tidligere spillet i Aalborg, og Rasmus Carlsen har i ungdomsårene ligeledes optrådt for Aalborg Håndbold. Vores cheftræner, Morten Secher, startede sin trænerkarriere som assistenttræner i Aalborg inden han senere indledte sin cheftrænerkarriere. På kontoret har vi administrationschef, Jacob Flintholm, der inden sin tid i HC Midtjylland havde 4½ år i Aalborgs organisation. Der er derfor ekstra meget på spil på lørdag.

På papiret er der lagt op til et yderst tæt opgør. Vores seneste fire kampe i denne sæson er afgjort indenfor ét måls forskel. De to indbyrdes kampe i sidste sæson endte med en ét måls sejr på udebane, mens det indbyrdes opgør i Den Runde Hal sluttede helt lige.

Alt tyder altså på, at der er lagt op til et tæt og intenst topbrag i Den Runde Hal. Vi håber, at der kommer god opbakning fra lægterne, og du kan blive en del af håndboldfesten. Ringkjøbing Landbobank er kampsponsor til opgøret, og de har sørget for gratis billetter til alle interesserede. Vi forventer at sætte sæsonrekord (igen), og vi håber på godt over 2.000 tilskuere.

Du kan hente din gratisbillet i Ringkjøbing Landbobanks filial i Herning eller i Intersport på gågaden i Herning. Har du ikke mulighed for at hente din gratisbillet til opgøret, så har du stadig mulighed for at købe billet til kampen, hvilket kan gøres her.