Optakt: Stimen skal fortsættes

mandag D. 3 oktober 2016 - Skrevet af Lars Skjøth Bruhn

I morgen skal drengene i ilden igen i 888ligaen, når vi hjemme i Den Runde Hal tager imod SønderjyskE.

Det bliver en vigtig kamp for os, når vi skal forsøge at fortsætte den gode stime og udbygge pointhøsten i 888ligaen.

Med en sejr kan vi rykke op på tredjepladsen i 888ligaen efter de første fire spillerunder. SønderjyskE er noteret for et enkelt point efter de første tre runder efter nederlag til de to tophold, Aalborg og BSV.

Vi skal møde et hold, der ligesom os har slutspilsambitioner, og kampen bliver derfor ekstra vigtig. Om modstanderen og hvad vi kan forvente os af kampen, udtaler cheftræner, Morten Secher:

”SønderjyskE er et hold, som vi forventer, vi skal slås med om slutspilspladser. De har fået en blandet start og har haft en del skader, som de nu er ved at være ovre. Jeg forventer et SønderjyskE-hold, der kommer til Herning efter point. Der er lagt op til en tæt kamp, men det er en kamp, som vi skal vinde hjemme i Herning.”

Starten på 888ligaen har været rigtig god for os, og efter tre kampe er vi fortsat ubesejret. Om den gode start udtaler Secher:

”Det har været en fantastisk start med nogle gode kampe. Vi har fået de sejre, vi skal have og så også et flot point i Kolding. Vi skal følge op på den gode start i de kommende kampe, og det kan vi passende gøre med en sejr over SønderjyskE, der også vil sende os op på tredjepladsen.”

Vi har revanche til gode fra sidste år, hvor vi i de to indbyrdes opgør begge gange måtte se os slået med et enkelt mål.

I morgen skal vi dog have point og fortsætte den gode stime, og vi har derfor brug for al den opbakning vi kan få. Opgøret starter klokken 18.30, og I har fortsat mulighed for at købe billetter til kampen. Det kan gøres her.