Optakt: SKANSEN er et fort der skal indtages

fredag D. 10 november 2017 - Skrevet af Janne Henneberg

Efter sidste uges pointtab mod Kolding, skal vi rejse os på en svær udebane. Mandag aften skal vi indtage Skansen i jagten på en sejr over SønderjyskE, som har haft en svær start på sæsonen i 888ligaen.

Det vælter ind med overraskelser i denne sæson, hvor det efterhånden er bevist, at er man der ikke på dagen, bliver man slået. Derfor er det vigtigt at koncentrationen er i top, og det er præcis, hvad der er fokus på i truppen.

Sidste år var SønderjyskE en del af slutspillet i 888ligaen. Men i denne sæson har de indtil videre haft det svært og døjet med mange skader i truppen. De har netop forstærket truppen, da Kasper Olsen med øjeblikkelig virkning skiftede Bjerringbro-Silkeborg ud med udsigten til mere spilletid.

Tidligere SønderjyskE spiller Jonas Samuelsson siger:

”Det bliver en hård kamp. SønderjyskE er stærke på hjemmebane og det er altid med 2000 lyseblå fans i hallen. Så det bliver en meget intens kamp. SønderjyskE har haft en hård start på sæsonen og kommer til at gøre alt for at få to point mod os. Efter vi tabte sidste kamp mod Kolding bliver denne kamp super vigtig for os i kampen for at nå slutspillet.”

Når vi mandag går på banen i Skansen bliver det første møde med det tidligere hold for Anders Petersen og Jonas Samuelsson. Om lige præcis den oplevelse fortæller Jonas:

”Jeg tænker det bliver sjovt at spille mod mit gamle hold. Det er første gang i min karriere jeg får lov at prøve det. Men når jeg går på banen tror jeg ikke jeg tænker så meget på det. Der handler det bare om at vinde.”

Har du ikke mulighed for at være tilstede i Sønderborg, så bliver det vores første TV kamp i denne sæson og kampen bliver vist på TV2 Sport kl. 19.30.