Optakt: Oprykkerne venter på den anden side af broen

torsdag D. 19 oktober 2017 - Skrevet af Janne Henneberg

Det er blevet tid til sæsonens længste udebanetur, når vi drager en tur på tværs af landet. Her venter et spændende opgør mod oprykkerne fra Nordsjælland Håndbold. Et opgør der skal vindes, hvis vores nuværende placering i 888ligaen skal forsvares.

Efter sidste uges fantastiske sejr over Bjerringbro-Silkeborg har vi sat os selv i en formidabel situation. Dette skal følges op på søndag, når vi tager en tur på besøg hos Nordsjælland Håndbold i Hillerød.

Oprykkerne ser stærkere ud i denne sæson end de tidligere gjorde, og det vises også på deres resultater. De har presset flere af topholdene, og forsvaret deres hjemmebane flot. Om den forestående kamp siger vores hurtige fløj Casper Sas:

”Det er en rigtig svær kamp der venter os. Vi har lige spillet mod BSV, hvor vi var udnerdogs. Nu er rollerne lidt byttet når vi møder Nordsjælland. De er oprykkere og har fået en fin start på ligaen, har 5 point, og er virkelig med til at vise at alle kan slå alle. Det er et ungt hold, som har mange gode spillere.”

Inden kampen venter dog lige en lang bustur på tværs af landet, inden vi ankommer til det vigtige opgør i FrederiksborgCentret. Om den lange udebanetur siger Casper Sas:

”Det plejer nu at være fint at køre længere ture i bus. Vi får snakket, hygget og nogen studerer. Vi sørger for at få holdt pauser, strækket benene og får noget lækkert mad. Hvis vi tager de to point er busturen hjem god og de mange timer i bus gør pludseligt ikke så meget.”

Der vil selvfølgelig blive arbejdet hårdt, så busturen hjem til Jylland bliver behagelig og overskuelig. Kampen spilles i FrederiksborgCentret og fløjtes i gang kl. 15.00.