Optakt: Lillejuleaften i Sønderborg

onsdag D. 21 december 2016 - Skrevet af Lars Skjøth Bruhn

På fredag den 23. december kl. 19.30 spiller vi årets sidste kamp, når vi gæster SønderjyskE i Broager Sparekasse SKANSEN i Sønderborg.

Det bliver den 17. kamp for begge holds vedkommende i 888ligaen denne sæson. Vi ligger i øjeblikket på en 5. plads med 20 point og er lige i hælene på top 4, mens vi har et lille hul på tre point ned til KIF Kolding København på 6. pladsen. SønderjyskE indtager en delt 9. plads med 14 point i et felt af flere hold, der på nuværende tidspunkt ligger utrolig tæt i kampen om de sidste slutspilspladser.

Fredagens sønderjyske modstander startede med kun at hente et point i de første tre hjemmekampe, men SønderjyskE har sidenhen været ustoppelige hjemme i Skansen. Deres seneste fem hjemmekampe i 888ligaen er alle endt med sejr, og det bliver derfor et hjemmehold sprængfyldt med selvtillid, som vi står overfor lillejuleaften.

Cheftræner, Morten Secher, påpeger da også, at det bliver en svær kamp, som bliver spillet på en meget svær udebane. Om at spille i Skansen, og hvordan vi som hold skal gribe det an, udtaler Secher:

”Det er en rigtig, rigtig svær udebane, hvor man kommer under et gevaldigt pres. Decibelniveauet er højere end en motorsav, og der er virkelig knald på dernede. Det er noget, vi som hold er indstillet på. Vi oplevede det senest i Tønder, hvor der også var rigtig tryk på. Vi snakker om, hvordan vi skal gribe det an, så kampen bliver spillet på vores præmisser, og vi kan tage de to point med hjem.”

Secher fortæller videre, at han forventer en meget tæt kamp, hvor alle gerne vil slutte godt af inden pausen. Han er sikker på, at alle glæder sig til at give den fuld gas, så man kan komme hjem og holde jul med god samvittighed.

Vores tidligere møde med SønderjyskE i denne sæson endte med et skuffende 26-27 nederlag hjemme i Den Runde Hal. Vores cheftræner tror dog på et andet udfald denne gang.

”Sidste gang var rigtig ærgerlig, og vi synes, det var en kamp, vi skulle have vundet. Vi har dog lagt flere lag på sidenhen, og vi tager til Sønderborg med en idé om, at vi har lagt nok lag på til, at vi kan hente sejren denne gang.”

Kampen lillejuleaften bliver den sidste betydningsfulde kamp før februar måned, da der er landskampspause i januar. Secher forklarer her om, hvad det vil betyde at gå på ferie med et godt resultat:

”Det vil være rigtig rart, hvis vi kan gå glad fra kampen og glad på ferie. Det vil også være rart at slutte en hidtil fantastisk sæson med to point. Det vil også være to point, der sikrer, at vi bibeholder vores fine placering i tabellen – så det vil betyde meget at slutte året godt af.”

De seneste tre indbyrdes opgør er alle endt med en sønderjysk sejr på et overskydende mål, og det tyder altså derfor på en tæt kamp. Kampen inden disse tre vandt vi dog med hele 30-20 i Sønderjylland i juledagene for to år siden, og vi håber på en lignende triumf i julen 2016.

Der er kampstart i Skansen kl. 19.30, og kampen kan følges på vores sociale medier, tophåndbolds app eller tophaandbold.dk/livescore. Alle hold i 888ligaen skal i aktion fredag aften, og TV2 Sport vil fra kl. 18.25 løbende sende fra alle kampe, så her har du ligeledes mulighed for til tider at blive opdateret på vores kamp.