Optakt: Ligaen skal knækkes

onsdag D. 29 november 2017 - Skrevet af Janne Henneberg

Torsdag aften starter anden halvdel af sæsonen i 888ligaen, når vi tager en tur til Esbjerg, hvor vi møder Ribe-Esbjerg i Blue Water Dokken. En kamp der skal vindes for fortsat at holde os i nærheden af den magiske 8. plads i ligaen.

Ribe-Esbjerg har i efteråret spillet rigtig mange tætte kampe, men gang på gang har marginalerne været imod dem. Det placerer dem foreløbigt på ligaens 12. plads med 6 point efter 11 kampe. Det er bestemt ikke et hold man skal tage fejl af. Det er et hold med stor kvalitet og flere profiler som kan være ekstremt svære at sætte en stopper for.

Om Ribe-Esbjerg og torsdagens kamp fortæller Jørgen Rasmussen:

”Det er et hold som tørster efter point. De har ikke haft marginalerne med sig og derfor ligger de også lidt overraskende på den plads de gør, specielt når man tænker på sidste års resultat. Det bliver en svær kamp, men vi ligger godt til dem, synes jeg. Det er en ret så vigtig kamp. Dels fordi vi kan knække ligaen og komme med i den gode ende, nemlig top 8.”

Jørgen gjorde i sidste uges kamp mod GOG et længe ventet comeback efter en længere skadespause der indeholdte to operationer. Siden har han knoklet for at blive klar, og var for første gang i sæsonen på banen i sidste uge.

Om sit comeback siger han:

”Det er rigtig dejligt at være tilbage og få sved på panden igen. Det har jeg efterhånden savnet i over et halvt år.”

Vi startede sæsonen 2017-18 mod netop Ribe-Esbjerg, hvor vi endte i en gyser i Den Runde Hal. Med et solidt comeback sikrede Morten Slundt os sejren med en scoring i sidste sekund. Vi går stærkt efter at gentage succesen fra vores første opgør mod torsdagens modstander.