Optakt: I rødt for HC Midtjylland

søndag D. 19 november 2017 - Skrevet af Janne Henneberg

Sæsonens første TV hjemmekamp fra Den Runde Hal står for døren. Tirsdag aften åbner vi dørene til braget mod 888ligaens nuværende førerhold fra GOG Håndbold. En svær kamp, men ligaen er så uforudsigelig og fuld af overraskelser at vi altid tror på det.

Fredag aften hev vi en ekstrem vigtig sejr hjem over TM Tønder i Den Runde Hal. Vi havde generelt rigtig fin kontrol igennem hele kampen, og med en storspillende Lars Eggen Rismark i målet kom sejren i hus. En sejr der betyder at vi fortsat kun er et enkelt point fra top 8 og samtidig har vi fire point ned til pladsen under os.

GOG har indtil videre i sæsonen haft held med deres hurtige spil og solide forsvar. Det unge mandskab har haft god succes og generelt haft god kontrol i størstedelen af deres kampe. Med sejr over BSV og senest en solid sejrover Århus viser at det er et stærkt hold vi snart går på banen mod.

Om vores chance mod GOG fortæller Jonas Wille:

”GOG har en imponerende bredde og kommer blandt andet med flere norske landsholdsspillere. De har en god kombination af fart, styrke og teknik i deres register, så vi skal op på vores højeste niveau for at kunne tage point. Samtidig ved vi også at, hvis vi rammer dagen så har vi også et stort potentiale, som vi for alvor fik vist mod BSV.”

Vi er inde i en hård periode. Derfor er det for alvor vigtigt at vi alle står sammen og viser Danmark at vi vil herrehåndbold i Herning. Til kampen mod GOG kører vi derfor med sloganet ’I rødt for HC Midtjylland’. Det betyder at dukker du op til tirsdagens kamp iført noget rødt, vil du få gratis adgang. Det kan være alt fra rød trøje, røde sko, røde øreringe eller sågar en nissehue. Kun fantasien sætter grænser. Vi håber at det vil få rigtig mange til at møde op og støtte drengene til et godt resultat i den svære kamp.

Kaptajn Jacob Østergaard fortæller om tiltaget:

”Alle der kommer i rødt tøj kommer gratis ind til kampen. Kom og se om i kan lave noget larm. Jeg ved at min efterskole Dejbjerglund kommer, så vi skal ud og se om ikke I kan overdøve dem endnu mere, så vi virkelig får noget gang i hallen. Vi har brug for alle folk der kommer og larmer og giver alt, så skal vi nok give alt, hvad vi har på banen.”

Hjælp os endelig med at sprede det gode budskab, så vi forhåbentligt får fyldt hallen og der bliver en fantastisk stemning. Drengene værdsætter opbakningen ekstremt meget og nyder rigtig at gå på banen i Den Runde Hal foran et veloplagt publikum.