Optakt: Historisk søndag i vente

fredag D. 25 november 2016 - Skrevet af Lars Skjøth Bruhn

Søndag bliver en historisk dag, når vi for første gang i klubbens historie kan byde på europæisk håndbold på hjemmebane. Russiske Dinamo Astrakhan bliver modstanderen i en kamp, der spilles i IBF Arena, Ikast.

Kampen er den anden i 3. kvalifikationsrunde i EHF Cuppen. Den samlede vinder over de to opgør går videre til EHF Cuppens gruppespil. Første kamp i Rusland endte 29-29, og en sejr på søndag vil derfor sikre, at vi skriver yderligere historie i form af flere europæiske kampe efter nytår.

Tim Winkler er udmærket tilfreds med udgangspunktet før søndagens kamp, og han uddyber:

”Inden kampen ville jeg have været rimelig tilfreds med det uafgjorte resultat, da vi ikke rigtigt kendte noget til dem. Men som kampen forløb, så burde vi nok have vundet.”

Vores rutinerede målmand er dog fortrøstningsfuld inden returkampen på søndag, hvor han ser gode muligheder for avancement.

”Hvis vi er der fra start og er klar, så tror jeg, vi har en god chance for at gå videre. Det er klart, hvis vi ikke er der 100 procent, så kommer vi ikke let til det, og det kan sagtens blive tæt i så fald. Men jeg tror virkelig på, vi er der, og så skal vi nok hive den hjem.”

Nu har vi mødt dem, og spillerne kender derfor mere til søndagens modstander. Russerne har flere gode spillere, og Tim sætter nogle ord på, hvad Dinamo Astrakhan er for et hold.

”De har nogle spillere, som virkelig går mod mål. De har en god venstre back, som er god til at glide af, og han scorede en del mål, hvis vi ikke lige var der med tacklingerne. De har også en rigtig god streg, der er en meget stor og fysisk spiller. Der er flere store spillere imellem, så hvis vi kan komme ud og løbe med dem, kan de få problemer.”

Blandt andet på grund af russernes størrelse mener Tim, at vi skal stå rigtig godt i forsvaret. Det kan lede til nemme kontrascoringer, og han observerede, at Astrakhan var knap så gode i returløbet. Winkler har prøvet det meste håndboldmæssigt, alligevel vil det betyde meget for ham at gå videre til gruppespillet.

”Jeg synes, det vil være stort – både for mig og for klubben. Det vil være klubbens første europæiske gruppespil og for mit vedkommende, er det lang tid siden, jeg sidst har spillet europæisk gruppespil. Efter vores kvalifikation via pokaltitlen vil det være en ekstra gulerod at få mulighed for at møde andre hold, end dem vi er vant til. Jeg vil gøre alt for, at vi også skal spille europæisk håndbold efter nytår - det er det, man går og træner for et helt år.”

Hverken Espen Lie Hansen eller Jørgen Rasmussen kommer til at spille på søndag grundet skader. Espen har problemer med en finger, mens Jønne døjer med skulderproblemer. Det bliver dermed op til de resterende 13 spillere at sikre os avancement til EHF Cuppens gruppespil.

Det hele bliver afgjort i IBF Arena på søndag kl. 16.00. Du kan her blive vidne til historie på tætteste hold, og du kan sikre dig billetter til det altafgørende opgør lige her.  

 

Photo credit: Dinamo Astrakhan