Optakt: Historisk åbning på vinterferien

torsdag D. 9 februar 2017 - Skrevet af Lars Skjøth Bruhn

Vinterferien står for døren, og den åbner på lørdag kl. 16.00 med et historisk opgør. FC Porto gæster Den Runde Hal, og det bliver vores første europæiske gruppekamp samt klubbens første europæiske kamp i Herning nogensinde.

Denne historiske kamp vil vi gerne fejre med alle jer håndboldinteresserede, og vi sælger derfor billetter for kun 5 kr. til denne kamp. Så der er ingen undskyldning for ikke at starte vinterferien med en historisk og forhåbentlig fantastisk oplevelse i Den Runde Hal. Billetter kan købes her.

Cheftræner, Morten Secher, ser frem til klubbens første europæiske gruppekamp, og om denne siger han:

”Det bliver sjovt og spændende. Det er altid sjovt at spille i Europa, og det er spændende at møde andre hold, som spiller et andet spil, end det man er vant til. Så det er bestemt med glæde og spænding, jeg ser frem mod kampen på lørdag.”

FC Porto er modstanderen, og det er et hold, der er vant til at befinde sig på den internationale scene. Secher forventer da også en svær kamp.

”Jeg håber og forventer, det bliver en tæt kamp. Jeg håber, vi kan vinde, men det bliver svært. Det er et godt hold, som er vant til at spille internationalt. De har prøvet det nogle gange, hvorimod vi er nye i gamet. Men jeg tror på en tæt kamp, som vi forhåbentligt kan vinde.”

I vores første europæiske gruppespil nogensinde er vi havnet i Gruppe B med FC Porto, Fraikin BM Granollers og de forsvarende mestre fra Frisch Auf Göppingen. Det er langt fra en nem gruppe, og det erkender Secher da også. Om mulighederne i gruppen og europæisk håndbold kontra 888ligaen udtaler han:

”888ligaen har første prioritet, mens EHF Cuppen er noget, vi gerne vil. Det er svært at vurdere de andres kvaliteter, inden vi har stået i det. Det er gode hold, vi skal møde, og det bliver svært at kvalificere os til knockoutfasen. Men vi tager da chancen, og så må vi se halvvejs, når vi har mødt alle, hvad der er realistisk og tage den derfra.”

FC Porto slog østrigske Bregenz med sammenlagt tre mål for at kvalificere sig til gruppespillet. Vores portugisiske modstander har været helt suveræn i den hjemlige liga i denne sæson, hvor de har vundet samtlige af deres 22 kampe. Samtidigt har de vundet deres øvrige seks kampe i denne sæson, og de har derfor vundet alle 28 betydende kampe i denne sæson.

Det bliver altså noget af en mundfuld, men vi er parate og klar til at tage kampen op. Vi håber på al den støtte, vi kan få. Med billetter til kun 5 kr. og et fantastisk europæisk opgør i vente er der ingen grund til ikke at møde op i Den Runde Hal og støtte drengene. Billetter kan købes her.