Optakt: Første ligakamp står for døren

tirsdag D. 13 september 2016 - Skrevet af Lars Skjøth Bruhn

I morgen skydes 888ligaen i gang for vores vedkommende i denne sæson, når vi på udebane skal møde Ribe-Esbjerg HH.

Sidste år sluttede vi på en skuffende 12. plads bag netop Ribe-Esbjerg, der var bedre i det indbyrdes regnskab. Dette betød, at vi skulle ud i nedrykningskampe, hvor vi altså reddede en ny sæson i den bedste danske herreliga.

I år har vi dog større ambitioner, og målsætningen er i år en placering i top 6. Kampen i morgen markerer derfor en vigtig start på, hvad der forhåbentlig bliver en stor sæson for HC Midtjylland.

Ribe-Esbjerg HH har hentet en del nye spillere op til denne sæson. Om modstanderholdet udtaler Morten Secher:

”Det er et nyt hold, som vores eget, med mange nye profiler. Lukas Karlsson er en international topspiller med et højt topniveau. Aku Kreutzmann, der var en stor profil i ligaen sidste år. En anden de har fået til, er Søren Tau fra Tvis, der var en af de bærende kræfter i deres store succes sidste år. Så alt i alt er det svært at sige præcis, hvor de står.”

Sidste år sluttede vi med samme pointantal som Ribe-Esbjerg HH, og begge hold har oprustet forud for denne sæson. Morten forudser da også en tæt kamp.

”Jeg tror, det bliver en tæt kamp. Vi tager derned for at vinde, og det er en af kampene på udebane, vi gerne vil vinde, og vi føler, vi har en god chance for at vinde.”

Med de mange nye spillere har der i opstartsfasen været meget snak om proces. Her mener Morten, at vi er godt på vej.

”Vi er godt på vej, men vi skal også have respekt for, at det vil tage lang tid og mange måneder, før vi er helt i mål. På nuværende tidspunkt gælder det om at finde et niveau, der er godt nok til at få point og så lægge lag på derfra.”

I de hidtil fire indbyrdes opgør har vi vundet to, tabt en og spillet en uafgjort. På papiret er der derfor også lagt op til en spændende kamp. Vi krydser dog fingre for, at vi kan udbygge føringen i det indbyrdes regnskab.

Kampen bliver spillet i Esbjerg klokken 19.30. I har mulighed for at følge med via vores Facebook, Instagram eller snapchat, som hedder hc-midtjylland.