Optakt: Første hjemmekamp i 888ligaen

søndag D. 18 september 2016 - Skrevet af Lars Skjøth Bruhn

I morgen, mandag den 19. september, liggerDen Runde Hal gulv til vores første hjemmekamp i 888ligaen i denne sæson. Det sker, når Randers HH kommer på besøg.

Randers HH rykkede op i ligaen forud for denne sæson efter, at holdet sidste år vandt 1. division. De lagde ud med at møde de forsvarende danske mestre, Bjerringbro-Silkeborg, på hjemmebane, og her tabte de knebent 21-22. Morgendagens modstander beviste altså fra start, at de hører til i 888ligaen.

Randers’ playmaker, Simen Strømberg, og målmand, Rasmus Bech, der blev udtaget til rundens hold, spillede begge i den norske liga i sidste sæson. Det samme gør sig gældende for vores egen hårdtskydende højre back, Eivind Tangen, og han kender derfor de to spilleres kvaliteter.

”Rasmus var en af de bedste målmænd i den norske liga i fjor, og han er startet rigtig godt i Danmark. Vi skal derfor være koncentrerede og sørge for, at vi placerer vores skud godt. Simen har været en god spiller i den norske liga i mange år, og det bliver spændende at se, hvordan han klarer sig udenlands. I Norge er han kendt for sin underhånd, så det skal vi være opmærksomme på.”

Eivind ser os som favoritter, og han forventer, at vi tager de to point.

”Jeg forventer, at vi tager to point på hjemmebane, og det skal vi kunne klare. Randers er et godt hold, og vi skal kæmpe hårdt for at vinde. Men med de ambitioner vi har i år, så er det en kamp, vi skal have to point i.”

Den norske bagspiller har fået en god start i klubben, og han er da også selv tilfreds med sin første tid i HC Midtjylland.

”Min tid har været vældig god indtil videre. Det er nogle meget hyggelige drenge, som har taget godt i mod os nye både på og udenfor banen. For min egen del er jeg også kommet godt i gang, og det er altid en god følelse at få scoret et par gode mål, når man skal ud at prøve sig af i en ny og bedre liga.”

Niveauet i Danmark er højere end i Norge, og det er noget, Eivind synes er sjovt at være en del af.

”Niveauet er selvfølgelig højere end, hvad jeg er vant til, hvilket er meget sjovt. Der findes ingen kampe, hvor man nemt kan vinde uanset, hvem man møder.”

Kampen bliver spillet i morgen mandag klokken 19.00 i Den Runde Hal. Her har du mulighed for at opleve på tætteste hold, om Eivind og resten af holdet kan følge op på det gode resultat i Esbjerg og sikre yderligere to point.

Billetter til kampen kan købes her.