Optakt: Eventyret starter

torsdag D. 17 november 2016 - Skrevet af Lars Skjøth Bruhn

Om to dage starter klubbens første europæiske eventyr, når vi på lørdag skal møde Dinamo Astrakhan på udebane i den første af to kampe i EHF Cuppens tredje kvalifikationsrunde.

Pokaltitlen sidste sæson sikrede, at vi først træder ind i EHF Cuppens tredje kvalifikationsrunde. Det er den sidste runde inden gruppespillet, og hvis vi kan slå Dinamo Astrakhan over to kampe, er vi sikret en plads i gruppespillet efter nytår.

Astrakhan ligger i øjeblikket på en delt førsteplads i den fint besatte russiske liga. De kommer til lørdagens opgør med selvtillid i bagagen efter syv kampe i streg uden nederlag. Deres seneste kamp var i tirsdags, og her vandt de 27-26 efter et flot comeback i anden halvleg.

Lodtrækningen til tredje kvalifikationsrunde fandt sted for en måned siden, og cheftræner, Morten Secher, ser både positive og negative aspekter ved, at vi blev parret med netop Dinamo Astrakhan.

”Min umiddelbare reaktion efter lodtrækningen var, at det rent sportsligt var fint. Men det er selvfølgelig lidt ærgerligt, at vi lige trækker dem, der er længst væk. Det bliver dog spændende som hold at skulle rejse så langt, og det er en god chance for at blive rystet godt sammen.”

Lørdag bliver en historisk dag i HC Midtjyllands historie, da det er første gang nogensinde, at klubben skal spille europæisk håndbold. Secher mener, det bliver noget helt specielt for klubben, og han uddyber:

”Det er noget, jeg tror, alle klubber ser frem til og håber på at prøve. Det er interessant, når vi er så ung en klub, og det bliver spændende at blive testet på et internationalt niveau, hvor overlæggeren er så høj. Vi er en ny og ung trup i den forstand, men samtidigt er vi ikke helt nye på det område. Truppen, organisationen og trænerne har international erfaring – vi er nybegyndere sammen, men ikke hver især.”

Dinamo Astrakhan er lidt af en ukendt størrelse, og det er svært at sige, hvad man skal forvente sig af de to opgør. Morten Secher har dog en forventning om, at vi har gode chancer for at gå videre.

”Jeg har før siddet og kigget på hold i internationale kampe, hvor man går ind med en klar forventning om, at man kan og skal slå dem. Det er bare ikke altid, sådan det går i Europa. Men jeg vil sige, at det er et hold, vi har gode chancer for at slå over to kampe.”

Secher har prøvet sådanne Europa-udekampe før, og han påpeger her, hvad der er vigtigt at have fokus på.

”Nu skal vi spille i EHF Cup-systemet, som har sat opgøret op over to halvdele – første halvdel er vi ude, og anden halvdel skal vi spille hjemme. Det betyder, at vi skal se det som en samlet helhed og ikke kun fokusere på lørdagens kamp, og det er vigtigt at have fokus på. Jeg vil sige, at det er vigtigt at komme hjem med en god fornemmelse og sørge for, at tingene ikke løber løbsk for os.”

Cheftræneren peger til sidst på, hvad succeskriteriet er i Rusland.

”Succeskriteriet er naturligvis at komme hjem med et resultat, hvor vi stadig synes, vi er med, og har gode chancer for at klare den videre. Et andet succeskriterie er, at truppen er i samme forfatning efter kampen, som da vi tog afsted, da turneringen også har en rigtig høj prioritet for os. Så et resultat, hvor vi er med, og en trup uden skader – det er succeskriterierne til denne kamp.”

Truppen er i dag draget mod Astrakhan, hvor de ankommer sent i aften. På lørdag klokken 11.00 dansk tid bliver det første opgør spillet, og der er returkamp i IBF Arena søndag den 27. november klokken 16.00. Her bliver det endelig afgjort, om vi skal spille med i EHF Cuppens gruppespil i det nye år. Billetter hertil kan købes her.