Optakt: Et spændende forår venter

fredag D. 11 januar 2019 - Skrevet af Janne Henneberg

Efter mere end en måneds turneringspause, er det endelig blevet tid til at spille de vigtige kampe igen. Vi kommer stærkere rustet til anden halvdel af sæsonen, og vil gøre alt i kampen for at fastholde den placering vi tilkæmpede os før julepausen.

Siden sidste turneringskamp hjemme mod Viborg er der sket meget. Vi offentliggjorde i slutningen af december at holdet blev forstærket med Sebastian Jensen, og siden har han været en del af holdet i 3 kampe. Vi har siden sidste spillet os videre i Santander Cuppen og testet en masse ting af i 2 træningskampe.

Om holdets nuværende styrke siger stregspiller Magnus Falborg:

”Jeg synes vi står rigtig stærkt som hold, især med tilgangen af Sebastian, som virkelig giver noget godt til vores spil. Derudover har vi trænet rigtig godt de sidste par uger og jeg føler vi endnu stærkere nu end i første halvdel af sæsonen.”

Anden halvdel af sæsonen skydes i gang med en svær udekamp mod NNFH-Lemvig, som vi havde store problemer mod sidste gang. Lemvigs ligahold holder lige nu VM pause, og derfor er det ikke til at forudsige, om der kunne være ligaspillere med søndag.

Inden holdets andet møde med Lemvig fortæller Magnus:

”Vi lærte en rigtig vigtig ting i vores sidste møde med Lemvig, og det er at hvis vi ikke er klar fra start, så kan alle hold spille tætte kampe mod os. Derfor skal vi selvfølgelig være 100 % klar til den opgave der venter i weekenden, og samtidig glemme tabellen lidt.”

Kampen spilles i Arena Vestjylland Forsikring Lemvig, og fløjtes i gang kl. 15.40. Vil du med til Lemvig og støtte drengene, kan du lige nu læse om denne mulighed på vores facebookside. Ellers vil vi som altid opdatere fra kampen på vores facebookside.