Optakt: 888ligaen starter mod sidste års slutspilsoverraskelse

onsdag D. 30 august 2017 - Skrevet af Janne Henneberg

Efter en lang sommerpause ruller bolden endelig igen i 888ligaen. Vi starter ligaen op mod sidste års helt store slutspilsoverraskelse fra Ribe-Esbjerg HH, når de gæster Den Runde Hal fredag d. 1. september.

Der arbejdes lige nu rigtig hårdt i træningslokalerne for at blive klar til den første ligakamp mod Ribe-Esbjerg på fredag. Vi skal rejse os ovenpå sidste uges nederlag. Vi tager de mange positive takter med videre. De ting der er blevet arbejdet med i træningskampene står nu over for en rigtig test, når det fredag bliver alvor og der pludselig er vigtige point at spille om. Træner Jonas Wille ser frem mod kampen:

”Det bliver en spændende kamp. Ekstra spændende fordi det er vores første ligakamp i den nye sæson og man glæder sig lidt ekstra til at komme i gang.

Ribe-Esbjerg har et godt hold, hvor man især skal passe ekstra godt på Jacob Holm, Lukas Karlsson og deres nye egyptiske stjerneskud. De er til denne sæson tippet til en topplacering, så vi får en rigtig fin udfordring i den første kamp.”

Trænertemaet er meget fortrøstningsfulde efter sidste uges kamp i Santander Cuppen og glæder sig over den udvikling der er sket på holdet på den korte tid de har haft sammen. Om udviklingen siger træner Jonas Wille:

”Vores eget hold er i stadig fremgang. Vi skal vise samme gejst og indsats som i pokalkampen mod Aalborg. Det er noget vi prioriterer højt og håber vil give os gode resultater på sigt.”

For spillerne betød den gode opbakning til sidste uges kamp utrolig meget og de håber meget på at se samme opbakning til den vigtige opstartskamp i 888ligaen på fredag.