Optakt: Århus Håndbold gæster Den Runde Hal

mandag D. 25 september 2017 - Skrevet af Janne Henneberg

Tirsdagens modstander fra Århus Håndbold er kommet godt i gang med den nye sæson og ligger ligesom os med 6 point efter de 4 første kampe i 888ligaen. Der venter derfor et topopgør i Den Runde Hal i morgen aften.

Efter sejre i de tre første ligakampe, løb vi i sidste uge ind i sæsonens første nederlag på udebane i Holstebro. De to point der er på spil i morgen aften, skal derfor rigtig gerne ind på vores konto, så vi fortsat kan være med i den sjove ende af 888ligaen.

Ovenpå to gode sæsonstarter, vil det være to hold med en god portion selvtillid der går på banen i morgen. Vi har en masse gode ting med fra vores fire første opgør i ligaen. Holdet har udvist en enorm gejst og fightervilje, og med den på banen i morgen venter der forhåbentligt en intens og spændende kamp.

Playmaker Rasmus Carlsen sætter følgende ord på kampen:

”Vi møder et hold som kommer med stor selvtillid. De har fået en god sæsonstart med undtagelse af kampen i Nordsjælland. Det er et hold der har nogle af ligaens bedste skytter på deres backs. Det bliver en utrolig vanskelig kamp, da vi ved at Århus kan ramme et meget højt niveau, men jeg tror på at hvis vi spiller op til vores niveau og fighter for tingene har vi en god chance for at tage begge point med fra denne kamp.”

Vi håber på en masse opbakning fra lægterne, så vi forhåbentligt kan sende Århus retur østpå med et nederlag i bagagen og vi kan tilføje de to point til vores konto.