Oliver Bondrop indkaldt til U21 landsholdet

onsdag D. 17 maj 2017 - Skrevet af Dalilla Christensen

Grundet et afbud fra Emil Bergholdt, er valget faldet på vores 19-årige Oliver Bondrop, til den næste landsholdssamling med U21 landsholdet. Oliver udmærkede sig i den sidste del af sæsonen, hvor han fik meget spilletid, og hans flotte præstationer har nu båret frugt.

Da vi fanger Oliver og spørger ham til hvad han tænkte da han fik beskeden, svarer han: 

"Jeg blev helt klart meget glad og smigret da jeg blev riget op. Sidst jeg var med til noget samling var talenttræning for 3 år siden hvor jeg til sidst måtte melde fra pga. en skade. Det har ikke været let at komme på igen, for der er mange gode stregspillere i min årgang. Det gør det bare endnu mere tilfredsstillende at blive udtaget."

U21 landsholdet samles her fra d. 11.-19. juni til træning og venskabskampe mod Grønlands A-landshold. Oliver har tidligere været indkaldt til samlinger, men det bliver første gang han skal i kamp-aktion for holdet:

"Kampene er selvfølgelig det jeg glæder mig mest til. Som sagt har jeg været på et par træningslejre, men en landskamp har jeg aldrig prøvet før, og jeg er sikker på at det bliver en fed oplevelse. Jeg håber især at kunne bidrage i forsvaret og komme med noget fysik. Det er der jeg føler at jeg gør en markant forskel. Dog vil jeg selvfølgelig som enhver anden knægt også gerne score nogle mål."

Oliver er i øjeblikket ved at afslutte sit 3. år på gymnasiet, så udtagelsen kommer lige midt i en presset periode.

"Jeg havde to eksamener under samlingen, men det var et spørgsmål om minutter før skolen havde flyttet dem for mig, så det er ikke noget problem længere."

Vi håber at både hans sidste eksamener samt landsholdssamlingen bliver en stor succes for Oliver, og at det ikke bliver sidste gang vi får lov at se ham repræsentere Danmark i de rød-hvide farver.

 

Følgende spillere er indkaldt til U21 holdet:

Simon S. Gade, Lemvig-Thyborøn

Christian Olesen, Randers HH.

Nikolaj Enderleit, TM Tønder

Tobias Jørgensen, AJAX Kbh.

Frederik Ladefoged BI., Skanderborg

Aaron Mensing, SønderjyskE

Jakob Mikkelsen, Fredericia HK.

Magnus Saustrup Jensen, Aalborg

Mads Kjeldgaard Andersen, Mors-Thy

Lasse Nikolajsen, Ribe-Esbjerg HH.

Oliver B. Bondrop, HC Midtjylland

Sebastian P. Augustinussen, KIF Kbh.

Mads-Peter Lønborg Poulsen, Odder

Jens Svane Preschard, KIF Kbh.

Lasse K. Møller, GOG

Mads Thymann Hansen, Lemvig-Thyborøn