Nederlag til Aalborg

torsdag D. 15 februar 2018 - Skrevet af Webredaktionen

Torsdag aften havde vi besøg af de forsvarende danske mestre fra Aalborg Håndbold. Vores unge hold startede kampen rigtig flot og efter fem minutter var kampen helt lige med stillingen 2-2. Det blev dog også sidste gang at vi var i nærheden af pointene denne aften. Stille og roligt rykkede Aalborg fra, med en storspillede Andreas Holst der scorede efter behag. Aalborg gik derfor til pause med en føring på 9-20. 

Anden halvleg startede med et par flotte redninger fra Eske Hemmingsen, der spillede en stor kamp i målet. Desværre var vi oppe mod et velspillende nordjysk hold, der straffede de små fejl vi lavede. Vi tabte med cifrene 17-36.

Der skal dog lyde en stor ros til hele holdet for en flot indsats hele vejen igennem, hvor tretten af vores spillere kom på scoringstavlen.

Georgi Arvelodi fra Georgien fik i anden halvleg sin debut i HC Midtjylland-trøjen og han udmærkede sig med tre flotte mål. 

Næste opgave er på onsdag d. 21. februar hvor Bjerringbro-Silkeborg venter på udebane. Derefter gælder det Nordsjælland på hjemmebane, fredag d. 2. marts kl. 18.30.