Nederlag i flot kulisse

lørdag D. 17 december 2016 - Skrevet af Lars Skjøth Bruhn

Det blev desværre ikke til den håndboldfest, vi alle havde drømt om i Herning her til eftermiddag. Byens hold måtte indkassere et 23-27 nederlag til KIF Kolding København.

I starten af kampen så det dog godt ud for os, og vi havde bragt os foran 5-3 efter 10 minutters spil. Vi fortsatte med et have et lille overtag i kampens indledning, og med ni minutter tilbage af første halvleg førte vi fortsat 10-9.

Specielt vores to fløje, Kirkegaard og Jønne, havde tur i den de første 20 minutter. Her stod de tilsammen for 8 af vores scoringer, hvoraf flere var på kontra i en fase, der fungerede godt for os i starten.

De sidste minutter af første halvleg blev uheldigvis alt andet end gode, og efter en længerevarende scoringskrise op til pausen måtte vi gå i omklædningsrummet bagud 10-13.

Lars kom på mål fra starten af anden halvleg. Vores norske målmand havde et par fine redninger, men han formåede aldrig rigtigt at lukke ned for KIF’erne, og Tim kom på mål igen til slutfasen.

Det blev en slutfase, som aldrig rigtig var spændende. I anden halvleg var vi af flere omgange bagud med fem mål, og det var noget vi aldrig for alvor kom os over. Vi fik reduceret forspringet til tre mål flere gange, og med små ti minutter tilbage bragte Jønne forskellen ned på to mål.

Vi kom desværre aldrig tættere på, og gæsterne fra KIF Kolding København kunne i de sidste minutter køre en forholdsvis sikker 23-27 sejr i land. På trods af nederlaget holder vi fortsat fast i vores delte 3. plads, men der er dog et par hold, som har en kamp i baghånden.

Dagens kamp var den sidste for i år i Den Runde Hal, og på tribunerne blev det fejret med manér. Ikke færre end 2.872 tilskuere var mødt frem for at støtte hele Hernings herrehåndboldhold under dagens opgør, og der blev dermed sat ny sæsonrekord. Der skal lyde en stor tak til alle fremmødte, og vi håber, at vi ser jer igen næste år i Den Runde Hal.

 

HC Midtjylland målscorere:

Dennis Kirkegaard 6, Espen Lie Hansen 5, Jørgen ”Jønne” Rasmussen 4, Kasper ”Gutte” Gudnitz 3, Morten Slundt 2, Eivind Tangen 1, Oliver Bondrop 1, Bastian Stræde 1.

Udvisninger HC Midtylland:

Dennis Kirkegaard 1.

Redningsprocenter for HC Midtjylland:

Tim Winkler 4/24 (16 %) – 1/2 (50 %) på straffe.

Lars Eggen Rismark 1/7 (14 %)

 

KIF Kolding København målscorere:

 Bo Spellerberg 5, Magnus Landin 5, Morten Bjørnshauge 3, Cyril Viudes 3, Philip Stenmalm 3, Konstantin Igropulo 3, Niko Mendegia 1, Antonio Garcia 1, Sebastian Augustinussen 1, Fabio Chiuffa 1, Nicolas Kristiansen 1.

Udvisninger KIF Kolding København:

Philip Stenmalm 1.

Redningsprocenter for KIF Kolding København:

Kasper Hvidt 13/34 (38 %) – 0/2 på straffe.