Den tredje kamp på bare én uge venter

torsdag D. 9 marts 2017 - Skrevet af Sofie Thaarup

I morgen skal vi i aktion igen, da den tredje kamp på bare en uge venter, når vi skal på besøg hos lokalrivalerne fra Skjern Håndbold.

Vi skal i aktion endnu engang, men denne gang i 888ligaen mod Skjern som pt. indtager 4. pladsen i ligaen med 27 point. Det bliver uden tvivl en svær udekamp, mod et Skjern hold som har revanche til gode fra vores sidste opgør, som vi trak os sejrrigt ud af med cifrene 29-27.

Vi indtager i øjeblikket 8. pladsen, som er den sidste plads der giver adgang til slutspillet, men vi ligger af point med Ribe-Esbjerg HH. på 9. pladsen - som er den plads der bliver sorteper i slutspilsræset.

Vi har derfor hårdt brug for point, hvis slutspilspladsen skal i hus og drømmen om at spille med om de eftertragtede medajler skal realiseres.

Vi har brug for alt den opbakning vi kan få, så drengene kan tage de to meget vigtige point med hjem til Herning. Vi håber derfor at rigtige mange benytter sig af tilbuddet om GRATIS udebanetur til Skjern og kommer og støtter drengene til sejr over lokalrivalerne.

Der er få pladser tilbage, så skynd dig at reservere din plads. Tilmelding kan stadig ske ved at sende en mail til til hcm@hcmidtjylland.dk. Bussen går fra Godsbanevej 1, Herning – kl. 18.15, og forventes at være retur omkring kl. 21.45.